INTERVIEW · PODCASTS · ARTIKLER · TANKER OM ARBEJDSPROCESSER

Foto Jakob Boserup 2014

Foto Jakob Boserup 2014

BAGGRUND · Tea Bendix   ·   Til Forfatterweb 2019

Jeg er født på Frederiksberg og jeg begyndte at tegne og fortælle historier, da jeg var to år. Min mor er landskabsarkitekt og min far forsker i væksthuskulturer, så de var optaget af haver og dyrkning, altid nysgerrige på det poetiske, på formgivning og nye metoder. Vi boede tre år i Wye, Sydengland, hvor jeg gik i børnehave, blev opdraget med engelske billedbøger og sange og fik en lillebror.

 

Da jeg var fem flyttede vi til en landsby på Midtfyn, der udefra så meget begivenhedsløs ud - men der var en friskole fuld af mundtlige fortællinger, en meget stor musikskole, og et aktivt lokalmiljø inspireret af andelstanken og højskolebevægelsen. Alle i min familie kom med i foreninger, spillede musik eller teater og lavede ting i værkstedet. Jeg læste meget og legede meget, og meget ofte var legene lavet af papir, for når man tegner kan man jo få lige det legetøj man gerne vil have. Jeg lavede påklædningsdukker, dukketeater og bøger, skrev digte, teaterstykker og sange til alle lejligheder og malede scenografier bagpå min mors kæmpestore landskabsplaner og min fars lange printerudskrifter fra planteforsøgene. 

 

Og måske fordi jeg var utrolig lille af min alder kunne jeg ikke holde op med at lege, da veninderne gjorde det. Så musikken og tegningerne holdt mig legende. Min mor spillede fagot, jeg spillede obo og klaver, så vi var med i mange orkestre på Fyn. Det kaldte på noget. Der var noget ved at spille i symfoniorkester, der var dramatisk og fortællende. Der var noget ved børnerock, der var skingert og godt. Der var noget ved koret, der opløste én på en dejlig måde. Der var noget ved det stille bibliotek, der sugede mig ind i andre verdner. 

 

Jeg tegnede hele tiden, til musikskolebladet, gymnasiebladet og jeg sad på arkitekt-tegnestue efter gymnasiet,... men da jeg var 18 år illustrede jeg for første gang tre letlæsningsbøger og lige der forsvandt tiden og alt omkring mig og så var jeg faldet i gryden. Jeg valgte Designskolen istedet for Arkitektskolen, sulten sulten efter at lære at skrive, tegne og lave grafisk design. 

Under min uddannelse lærte jeg noget om at tegne og noget om kreativ metode. Det var ikke oppe i tiden at ville illustrere og mange prøvede at tale mig fra billedbogsfaget. Det var heller i tiden at mene at man kunne undervise i det. Alligevel havde jeg en mærkelig jernvilje og retningssans ud i tågen, og så stod jeg tidligere op, tegnede og skrev i mange timer inden jeg gik i skole. Fandt selv de bøger, der besvarede mine spørgsmål. Jeg havde en følelse af at kunne genkende min egen vej, selvom den ikke lignede noget jeg kendte i forvejen. Jeg kunne se at bestemte mennesker lyste op og viste ruten. Jeg skrev dagbog om det jeg lærte gennem samtaler, og i arbejdet med tegninger, bøger og koncerter. Men mange sagde at jeg aldrig ville kunne leve af mit fag.

 

Da jeg var mest i tvivl, skete det fantastiske at jeg traf Ib Spang Olsen, der som den første kunne se, hvad det var jeg ville og hvem jeg var, havde ord at sætte på det at illustrere, viste mig rundt i København og introducerede mig til en verden af tegnere og trykkere og forlag, - som havde været der hele tiden! Han blev min ven og mentor, tilgav mig for min trang til at gøre mange forskellige ting og bevæge mig i mange medier. Jeg flyttede til København, gik i praktik som bladtegner på Information hos Per Marquard Otzen, gjorde min uddannelse færdig og ti år efter studerede jeg stadig intenst på egen hånd for at lære alt det jeg gerne ville. Det var en åbenbaring at komme på Forfatterskolen for Børnelitteratur, hvor professor Torben Weinreich stillede sig op og sagde "Man siger man ikke kan undervise i kunsten at skrive. Men nu gør vi det lige alligevel" og straks gav os en bredside af teori.

 

Og så var jeg her, omgivet af kolleger at lege med og spændende ting at tage fat på. Jeg har virkelig kæmpet for at nå hen til mit fag. Vejen har været uden sikkerhedsnet og har givet mig smag for eksperimentet. Det er en livslang læring at arbejde med kreativitet og det kræver selvfølgelig intuition og sanselighed men også den største selvdisciplin og fokus. Når jeg bliver presset, står jeg stadig tidligere op og skruer op for passionen, fremfor jeg-kan-jeg-vil-følelsen. Man kan det man vil, hvis man gør det man elsker, holder faget varmt, og leger med de muligheder der er.

OM AT TEGNE · Tea Bendix og Anne Middelbo   ·   Kunstnermødet DK4

DK4 > TV: Kunstnermødet med Tea Bendix​ 

DK4 > hør​ interviewet som podcast

Hvordan bliver en blyantstreg til en tegning af en ensom fugl? Og hvordan kan lidt kradsen med en kuglepen forvandle sig til skyggerne i et ansigt? Det ved Tea Bendix. Hun er tegner, og hun arbejder med alle mulige slags tegninger – fra illustrationer af børnebøger til tegninger af kendte, historiske personer. Hun har udviklet sin egen metode til at improvisere over klassiske koncerter – med tegninger, der projiceres op på et lærred over musikerne. Tea Bendix tegner billeder, der glider direkte ind i følelserne. Hendes tegninger minder om noget, man måske har glemt.

Tea Bendix er gæst hos Anne Middelboe i denne udgave af programrækken ”Kunstnermødet”, der præsenterer danske kunstnere fra vidt forskellige områder af kunstverdenen.

OM BOGSAMARBEJDE · Tea Bendix og Poul Høxbro   ·   DP2puls den 21. maj 2016

 hør interview 

Kan man udgive en billedbog om barokmusik? Vi prøver! Bogen om den lille hyrde der lugter (og inspirerer) og leder på vej til ny musik er blevet til efter en lange gåture på kryds og tværs af København med Poul Høxbro. Vi ville gerne skabe en bog om to musikalske verdner der søger hinanden, mødes og blir noget nyt. Og sådan mødtes to faglige verdner

OM AT TEGNE KAREN BLIXEN · Tea Bendix   ·   Den2radio 20. maj 2016

> hør podcast 

Blixenprisen fejrer for andet år i træk den danske bogbranche fra forfattere over redaktører til boghandlere. I denne udsendelse gør blomsterdekoratør Bjarne Als fra Bering House of Flowers os klogere på Karen Blixens særlige forhold til blomster, og de tanker han har gjort sig i forbindelse med at dekorere blomster til den store prisfest. Derudover er vi med, når illustrator Tea Bendix får plakaten for Blixenprisen 2016 hjem fra trykkeriet. Tea Bendix har tegnet og designet plakaten og fortæller om sin proces med at portrættere Karen Blixen. 

 

 

 

Hvordan indretter forfatterne sig, når de skriver? Hvilke genstande omgiver de sig med, og hvordan ser der i det hele taget ud, der hvor værkerne skrives? Hver uge viser vi en dansk forfatters skrivebord

Arbejdspladsen: Tea Bendix · Dagbladet Information 3. september 2016 

 

Arbejdsrum. Det er tirsdag og der står med kort varsel en fotograf. Jeg burde arrangere det lidt, men jeg kan pludselig ikke huske hvordan min tegnestue egentlig ser ud. Det er et rum der aldrig falder i form. Bogstakke og tegninger vandrer fra gulvflade til bord og væg i prioriteret rækkefølge. Inpirationsmateriale åbner og lukker sig. Processen SKER via rummet. Rummet ER processen ... og processer falder aldrig i form. Et øjeblik er der stille, fotografen tager sit billede. Straks efter nye skitser på væggene. Bordet samlet til et kvadrat. Tirsdag så det sådan ud.

Skitsebog

Det er meget vigtigt for mig altid at holde mig i gang. Det er en naturlig ting for mig at være kreativ døgnet rundt på alle mulige forskellige planer. Skitsebogen er en del af min påklædning, jeg har den altid med mig. Jeg sidder og tager noter til møder og på caféer. Jeg er nødt til at registrere de ideer, der kommer, for man tænker ikke den samme ting to gange. Meget af mit arbejde består i virkeligheden i at renskrive noter.

 

Hånd af træ

Den er et arvestykke fra min morfar. Han plejede at bruge den til at have sådan nogle tykke gummielastikker hængende på. Den minder mig om, at jeg skal huske at bruge mine hænder. Selvfølgelig har jeg Photoshop, men jeg må ikke bruge det på den måde at materialet dør. Jeg skal sørge for, at der er liv i tingene. Jeg tror på, at mennesker kan mærke mennesker, og du kan mærke, hvis jeg har brugt mine hænder til at fortælle en historie.

Dukketeater

Det er en konfirmationsgave, som jeg blev meget skuffet over. Men jeg fik det af min mormor og morfar, fordi de ville sige til mig: husk at lege selvom du bliver voksen. Og det har jeg virkelig gjort. Derfor står det der stadigvæk og er vigtigt. Det minder mig om hele tiden at være i gang med en undersøgelse. At gå åbent ind i tingene med en stor nysgerrighed uden at prøve at bestemme, hvad der skal ske.

 

Japansk tallerken med tegnematerialer

Det er nogle irriterende tegnematerialer, som jeg har stillet frem til mig selv, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bruge dem. Der er blandt andet et kæmpe stort stykke grafit. Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal bruge det til, men det er meget vigtigt for mig at have noget, der irriterer mig. Det er en god drivkraft at prøve at overvinde noget man ikke mestrer. Jeg er hele tiden i gang med at lave noget, jeg ikke har prøvet før. 

 

 

Noget om procsser  ·  (og tegnet under barsel) 2001 

Noget om procsser  ·  2008

Balanceøvelser, arbejde og familieliv  ·  2013

Balanceøvelser, arbejde og familieliv  ·  2013

... af og til lykkes det til fuldkommenhed

Fra arbejdsværelset  Tea Bendix · IBBYbladet 2007

 

 

I mit arbejdsværelse står en fantastisk ting. Det er et arkivmøbel, som jeg har arvet fra min morfar. Han var arkitekt, og ind i mellem fik min bror og jeg lov at åbne døren på klem til hans tegnestue, hvor han sad ved sit bord og satte tape på manifold’en og smilede ud forbi cigaren. 

Der duftede SÅ godt på den tegnestue af passersæt og viskeskjold, opstalter og hemmelige verdener, at jeg siden blev nødt til at gå i praktik som arkitekt i mange måneder, før jeg fandt ud af at få mig en uddannelse som illustrator, grafisk designer og børnebogsforfatter (ikke helt med morfars gode vilje).  

Nu har jeg min endelig min egen tegnestue, hvor jeg arbejder med billedbøger, børnelitteratur, børneradio, børneteater. (Min bror måtte også både have modelværksted og skråbord med hovedlineal.) Og her står den så, tingen, i min tegnestue: Tolv skuffer til papir i store formater, akvarelæsker, originaltegninger og plads til flere. Og der er visse af disse skuffer, navnlig nummer to fra venstre, der dufter HELT som de skal, muligvis af blystifter eller trækpapir, jeg ved det ikke. Morfar har ladet mig arve unævnelige skatte: specialbørste til viskelædersmulder, hans håndtegnede (håndtegnede !) papirlinialer og vigtigst: en damehånd af træ hvorpå man kan hænge gummielastikker, de brede til pakker. 

 

 

 

Så kan man indvende at - og det gør min mand da også jævnligt, - det er et forholdsvis uklædeligt møbel til et rum på 16 m2, men i det skuffedarium har jeg simpelthen alt hvad jeg skal bruge, disse ting er jo min kærlighed til faget, sagnet og det store mysterium. 

Det er dette dobbelte med at det er meget vigtigt for mit arbejde ved computeren at have de ’rigtige’ remedier lige ved hånden, vigtigt for min nytænkning at have flere kubikmeter klassiske dyder på lager og vigtigt for min frihedsfølelse at have min begrænsning, min besværlige og kritiske indre morfar, stående stort og kantet i mit synsfelt. Sådan skal det være, så er min verden hel.

 
Tankearkiv

Det er lyst og nødvendighed på samme tid og jeg ville gerne være sådan et ukompliceret menneske, der bare sætter sig ned og producerer fra en ende af og tager en ting ad gangen, men det er jeg ikke (desværre eller heldigvis, jeg ved det ikke). 

Jeg er uhjælpeligt leksivisuel; Jeg har et meget akut behov for at skrive og tegne ideer, når de melder sig hos mig, for at huske og fordøje dem. Og så har jeg et frygteligt produktivt sind, der avler ideer hele tiden, hver dag. De er ikke lige gode, ideerne, når de kommer, men det bliver de tit med tiden. Og for overhovedet at kunne holde fokus på det jeg skal, skriver jeg tankerne ned og arkiverer dem, så de er af vejen men så jeg ubesværet kan finde dem igen på en dårlig dag. Her kommer arkivskabet mig til hjælp. 

Jeg har altid en notesbog på mig og jeg samler omhyggeligt billedbogsideer, tanker, iagtagelser, lækre materialer, ting der inspirerer. På rejser elsker jeg at finde obskure butikker med linierede hæfter og konvolutter i sære formater, broderede bændler og fine knapper, ting man kan lave noget af...

Og det er her jeg bliver rigtig sær (eller rigtig smart), for alle disse mange ideer skal ikke bare ligge og rode vilkårligt på bunden af en skuffe. Det er vigtigt for mig at selv det mindste lille tekstpåhit bliver renskrevet og sat med en ordentlig typografi. Det skal kunne holde til at blive gjort 100% tilgængeligt, aflæseligt - og stadig besidde en vis magi, ellers smider jeg ud med lige så hård hånd, som jeg før var nænsom. Og bagefter skal det lægges væk med omhu og plastiklomme og en label og en sort klapmappe med en lille snor. 

Jeg rydder op, rydder fladerne, lukker skufferne og tager kun de bøger og remedier frem, som jeg skal bruge til mit projekt. SÅ bliver jeg rolig indeni, SÅ kan jeg være kreativ og træde ren ind i en ny historie, åben for indtryk og rummelig for mit kreative kaos. 

 

 

Historiernes eget liv i skabet

 

Og selvom jeg egentlig sætter en meget stor ære i at udfordre mig selv i det hårde møde med det hvide papir, så er denne idebank-metode på sin vis lige så ærlig, ligeså meget MIG, for jeg HAR jo i korte glimt næret projektet med min bevidsthed. Jeg har givet det opmærksomhed ved at notere en tilsyneladende ubrugelig ide, jeg har plantet den, givet den en mappe at gro i. 
 
Det er altså en lige så vigtig del af min proces at glemme ideerne og lukke dem ned, som det er at samle dem ind. Og nok er det tidskrævende og lykkeligt med al den arkivering, (iblandet en vis rædsel over tilsyneladende ikke at være i gang med det jeg burde). Til gengæld er jeg ofte ret hurtig, når jeg først er i gang med arbejdet, fordi tingene har samlet sig i mig, mens jeg gik og puslede, fordi jeg ved hvor alle adresser og tegninger og tekststumper er, og fordi al denne arkivering skaber nogle vidunderlige genveje via min underbevidsthed. 
 
Jeg oplever indimellem at et helt projekt kan udvikle sig i mit arkivskab: at en historie nærmest har samlet sig selv, tilsyneladende ud af mange små strøtanker, der har meldt sig og hurtigt er hældt ned i et chartek, mens jeg arbejdede på noget andet (eller sad og syntes, jeg ikke havde nogen ideer) og næsten uden at jeg følte, jeg havde brugt tid på den. 
 

 

 

 

 
 
Altså, miraklernes tid er som bekendt forbi, og jeg skal efterfølgende gennem hele processen med at tvivle og teste ideen og skitsere og bande. Men der er altid en kerne tilbage af noget, der føles rigtigt, og fordi jeg er så konsekvent med at samle ideer sammen, kan jeg se, at det ikke er de samme tanker, man tænker igen og igen, selvom det kan føles sådan. Den ene føjer sig til den næste, der er udvikling i påhittene, hvis man gir dem lov. Underbevidstheden kan selv, næsten uden mig, eller måske bedst uden mig og min indre morfar. 
 
Andre gange oplever jeg at påbegynde et projekt et par uger inden nogen ringer og spørger, om jeg vil lave det, og så har jeg et tema og en layout-ide parat i telefonen. Jeg undgår naturligvis ikke det hårde arbejde bagefter, men jeg er ledt på vej, ironisk nok hjulpet af min morfars arkivskab.
 
Jeg tror ellers ikke, han ville bryde sig om denne artikel, han ville tale for empiriske metoder, faktuelle opslagsværker, mange lag manifold, knofedt og blyanter spidset med kniv. Men jeg tror, vi delte glæden ved at lukke skufferne og rydde fladerne og gå ud og samle friske indtryk.

 

 

 

dec. 2007