BAGGRUND · Tea Bendix · Ord til Forfatterweb 2019
Jeg er født på Frederiksberg og jeg begyndte at tegne og fortælle historier, da jeg var to år. Min mor er landskabsarkitekt og min far forsker i væksthuskulturer, så de var optaget af haver og dyrkning, altid nysgerrige på det poetiske, på formgivning og nye metoder. Vi boede tre år i Wye, Sydengland, hvor jeg gik i børnehave, blev opdraget med engelske billedbøger og sange og fik en lillebror.
Da jeg var fem flyttede vi til en landsby på Midtfyn, der udefra så meget begivenhedsløs ud – men der var en friskole fuld af mundtlige fortællinger, en meget stor musikskole, og et aktivt lokalmiljø inspireret af andelstanken og højskolebevægelsen. Alle i min familie kom med i foreninger, spillede musik eller teater og lavede ting i værkstedet. Jeg læste meget og legede meget, og meget ofte var legene lavet af papir, for når man tegner kan man jo få lige det legetøj man gerne vil have. Jeg lavede påklædningsdukker, dukketeater og bøger, skrev digte, teaterstykker og sange til alle lejligheder og malede scenografier bagpå min mors kæmpestore landskabsplaner og min fars lange printerudskrifter fra planteforsøgene.
Og måske fordi jeg var utrolig lille af min alder kunne jeg ikke holde op med at lege, da veninderne gjorde det. Så musikken og tegningerne holdt mig legende. Min mor spillede fagot, jeg spillede obo og klaver, så vi var med i mange orkestre på Fyn. Det kaldte på noget. Der var noget ved at spille i symfoniorkester, der var dramatisk og fortællende. Der var noget ved børnerock, der var skingert og godt. Der var noget ved koret, der opløste én på en dejlig måde. Der var noget ved det stille bibliotek, der sugede mig ind i andre verdner.
Jeg tegnede hele tiden, til musikskolebladet, gymnasiebladet og jeg sad på arkitekt-tegnestue efter gymnasiet,… men da jeg var 18 år illustrede jeg for første gang tre letlæsningsbøger og lige der forsvandt tiden og alt omkring mig og så var jeg faldet i gryden. Jeg valgte Designskolen istedet for Arkitektskolen, sulten sulten efter at lære at skrive, tegne og lave grafisk design.
Under min uddannelse lærte jeg noget om at tegne og noget om kreativ metode. Det var ikke oppe i tiden at ville illustrere og mange prøvede at tale mig fra billedbogsfaget. Det var heller i tiden at mene at man kunne undervise i det. Alligevel havde jeg en mærkelig jernvilje og retningssans ud i tågen, og så stod jeg tidligere op, tegnede og skrev i mange timer inden jeg gik i skole. Fandt selv de bøger, der besvarede mine spørgsmål. Jeg havde en følelse af at kunne genkende min egen vej, selvom den ikke lignede noget jeg kendte i forvejen. Jeg kunne se at bestemte mennesker lyste op og viste ruten. Jeg skrev dagbog om det jeg lærte gennem samtaler, og i arbejdet med tegninger, bøger og koncerter. Men mange sagde at jeg aldrig ville kunne leve af mit fag.
Da jeg var mest i tvivl, skete det fantastiske at jeg traf Ib Spang Olsen, der som den første kunne se, hvad det var jeg ville og hvem jeg var. Han var jo netop sådan en person der både kunne tegne og havde ord at sætte på det at illustrere. Han viste mig rundt i København og introducerede mig til en verden af tegnere og trykkere og forlag, – som havde været der hele tiden! Han blev min ven og mentor, tilgav mig for min trang til at gøre mange forskellige ting og bevæge mig i mange medier. Jeg flyttede til København, gik i praktik som bladtegner på Information hos Per Marquard Otzen, gjorde min uddannelse færdig og ti år efter studerede jeg stadig intenst på egen hånd for at lære alt det jeg gerne ville. Det var en åbenbaring at komme på Forfatterskolen for Børnelitteratur, hvor professor Torben Weinreich stillede sig op og sagde “Man siger man ikke kan undervise i kunsten at skrive. Men nu gør vi det lige alligevel” og straks gav os en bredside af teori.
Og så var jeg her, omgivet af kolleger at lege med og spændende ting at tage fat på. Jeg har virkelig kæmpet for at nå hen til mit fag. Vejen har været uden sikkerhedsnet og har givet mig smag for eksperimentet. Det er en livslang læring at arbejde med kreativitet og det kræver selvfølgelig intuition og sanselighed men også den største selvdisciplin og fokus. Når jeg bliver presset, står jeg stadig tidligere op og skruer op for passionen, fremfor jeg-kan-jeg-vil-følelsen. Man kan det man vil, hvis man gør det man elsker, holder faget varmt, og leger med de muligheder der er.
Skriv et svar