Jeg begyndte at tegne og fortælle historier, da jeg var to år. Min mor er landskabsarkitekt og min far forsker i væksthuskulturer, så de var optaget af haver og dyrkning, altid nysgerrige på det poetiske, på formgivning og nye metoder. Men jeg ved ikke hvorfor det lige var min ting. Jeg er født på Frederiksberg. Vi boede tre år ved de smukke bakker ved Wye, Sydengland, hvor jeg gik i engelsk børnehave, og fik en bror, som nu er en dygtig produktdesigner.

Da jeg var fem flyttede vi til en landsby på Midtfyn, der udefra så meget begivenhedsløs ud - men der var en friskole fuld af mundtlige fortællinger, en meget stor musikskole, og et aktivt lokalmiljø. Det var et sted, hvor man måtte gøre noget for at der skete noget, så alle i min familie spillede musik eller teater og lavede ting i værkstedet. Vi havde heller ikke fjernsyn, så jeg læste meget og legede meget, og meget ofte var legene lavet af papir: Jeg lavede påklædningsdukker, bøger, skrev digte, teaterstykker og sange til alle lejligheder og malede scenografier bagpå min mors kæmpestore landskabsplaner. 

Og måske fordi jeg var utrolig lille af min alder kunne jeg ikke holde op med at lege, da veninderne gjorde det. Så musikken og tegningerne holdt mig legende. Min mor spillede fagot, jeg spillede obo og klaver, så vi var med i mange orkestre på Fyn. Det kaldte på noget. Der var noget ved at spille i symfoniorkester, der var dramatisk og fortællende. Der var noget ved børnerock, der var skingert og godt. Der var noget ved koret, der opløste én på en dejlig måde. Der var noget ved det stille bibliotek, der sugede mig ind i andre verdner. Jeg tegnede hele tiden, til musikskolebladet, gymnasiebladet og jeg sad på arkitekt-tegnestue efter gymnasiet, ... men da jeg var 18 år illustrede jeg for første gang tre letlæsningsbøger og lige der forsvandt tiden og alt omkring mig og så var jeg faldet i gryden. Jeg valgte designskolen istedet for arkitektskolen, sulten sulten efter at lære at skrive, tegne og lave grafisk design. Mange prøvede at tale mig fra det, men det var en rejse jeg måtte på. 

Under min uddannelse lærte jeg noget om at tegne og noget om kreativ metode. Det var ikke oppe i tiden at ville illustrere og mange prøvede at tale mig fra billedbogsfaget. Alligevel havde jeg en mærkelig jernvilje og retningssans ud i tågen, og så stod jeg bare tidligere op, tegnede og skrev i mange timer inden jeg gik i skole. Fandt selv de bøger, der besvarede mine spørgsmål. Jeg havde en følelse af at meget præcist at kunne genkende min egen vej, selvom den ikke lignede noget jeg kendte i forvejen. Jeg kunne se at bestemte mennesker lyste op og viste ruten. Jeg skrev dagbog om alt det jeg lærte gennem samtaler med dem, med arbejdet med tegninger, bøger og koncerter.