Tea Bendix

Foto Jakob Boserup 2014

 

Tea Bendix tegner billeder, der glider direkte ind i følelserne. 

Hendes tegninger minder om noget, man måske har glemt

 

Anne Middelbo 2017

 

 

 

 

 

 

Tea Bendix MDD

· børnebogsforfatter

· illustrator

· grafisk designer mdD

 

Født 1970. Illustrerede min første børnebog da jeg var 18. Uddannet på Designskolen i Kolding, Linien for Grafisk Design og Illustration 1993, med afgang fra Danmarks Designskoles Institut for Visuel Kommunikation 1996 samt fra Forfatterskolen for Børnelitteratur på Center for Børnelitteratur 2001. Egen tegnestue siden 1998. 

 

Om Forfatterskabet (kræver unilogin): >Forfatterweb

 

 

 

 

Arbejdsområde 

 

Jeg arbejder tværmedielt med illustrationer, tekster og grafisk design, med alt det der kan vokse ud af børnelitteratur. En bogudgivelse kan blive e-bøger, børneradio, børneteater, børnekoncerter, formidling, workshops, udstillinger og performance. Mulighederne er uendelige. Det gælder om at finde rette medie til rette historie. 

 

 

Når jeg starter en opgave, bruger jeg lang tid på at lytte mig ind på hvordan udtrykket skal være. Jeg skriver tekster, håndtegner illustrationerne, scanner ind, tilpasser detaljer i Illustrator og Photoshop, håndskriver typografien, udfører bogtilrettelægning og design i Indesign og afprøver hele tiden layoutet for at se hvordan samspillet mellem de mange dele virker i praksis. Det giver en helhed at være med i alle dele af processen.

 

I øjeblikket er jeg optaget af at udvikle koncerter og performance med livetegning i samarbejde med dansere eller orkestre til jazz og klassisk musik. Jeg  er interesseret i at arbejde koreografisk med tegningerne, udforske samspillet på scenen og undersøge de impulser musikken kan give til tegningerne og omvendtJeg følger musikkens pauser, kontraster, kurver, og linier med min blyant, tegner hvad end der kommer, lader fantasien arbejde og bøvle og udvikle sig, og ser det vokse, mutere, når musikken folder billedet ud.

 

 

 

 

 

Tea Bendix

 

 

 

Kunder Forlaget Gyldendal, Lindhardt & Ringhof, Forlaget Carlsen, Forlaget Eksistensen, Politikens forlag, Concerto Copenhagen, Krudtuglejazz, Teater My, Teater Kriskat, Teaterforeningen Frøken Fracasos Kompagni, Dansk Forfatterforening, Kulturværftet Helsingør, Nationalt Videnscenter for Demens Rigshospitalet, Blixen Prisen, Vor Frue Kirke København, Danmarks Radio

 

 

Medlem af Design Danmark, Forening for Boghåndværk, Dansk Forfatterforening, Illustratorerne i Dansk forfatterforening

 

 

og Mor til tre. Danser historiske danse > Anello

Baggrund og uddannelse  Tea Bendix · Til Forfatterweb 2019

Jeg begyndte at tegne og fortælle historier, da jeg var to år. Min mor er landskabsarkitekt og min far forsker i væksthuskulturer, så de var optaget af haver og dyrkning, altid nysgerrige på det poetiske, på formgivning og nye metoder. Men jeg ved ikke hvorfor det lige var min ting. Jeg er født på Frederiksberg. Vi boede tre år ved de smukke bakker ved Wye, Sydengland, hvor jeg gik i engelsk børnehave, og fik en bror, som nu er en dygtig produktdesigner.

 

Da jeg var fem flyttede vi til en landsby på Midtfyn, der udefra så meget begivenhedsløs ud - men der var en friskole fuld af mundtlige fortællinger, en meget stor musikskole, og et aktivt lokalmiljø. Det var et sted, hvor man måtte gøre noget for at der skete noget, så alle i min familie spillede musik eller teater og lavede ting i værkstedet. Vi havde heller ikke fjernsyn, så jeg læste meget og legede meget, og meget ofte var legene lavet af papir: Jeg lavede påklædningsdukker, bøger, skrev digte, teaterstykker og sange til alle lejligheder og malede scenografier bagpå min mors kæmpestore landskabsplaner. 

 

Og måske fordi jeg var utrolig lille af min alder kunne jeg ikke holde op med at lege, da veninderne gjorde det. Så musikken og tegningerne holdt mig legende. Min mor spillede fagot, jeg spillede obo og klaver, så vi var med i mange orkestre på Fyn. Det kaldte på noget. Der var noget ved at spille i symfoniorkester, der var dramatisk og fortællende. Der var noget ved børnerock, der var skingert og godt. Der var noget ved koret, der opløste én på en dejlig måde. Der var noget ved det stille bibliotek, der sugede mig ind i andre verdner. Jeg tegnede hele tiden, til musikskolebladet, gymnasiebladet og jeg sad på arkitekt-tegnestue efter gymnasiet, ... men da jeg var 18 år illustrede jeg for første gang tre letlæsningsbøger og lige der forsvandt tiden og alt omkring mig og så var jeg faldet i gryden. Jeg valgte designskolen istedet for arkitektskolen, sulten sulten efter at lære at skrive, tegne og lave grafisk design. Mange prøvede at tale mig fra det, men det var en rejse jeg måtte på. 

 

Under min uddannelse lærte jeg noget om at tegne og noget om kreativ metode. Det var ikke oppe i tiden at ville illustrere og mange prøvede at tale mig fra billedbogsfaget. Alligevel havde jeg en mærkelig jernvilje og retningssans ud i tågen, og så stod jeg bare tidligere op, tegnede og skrev i mange timer inden jeg gik i skole. Fandt selv de bøger, der besvarede mine spørgsmål. Jeg havde en følelse af at meget præcist at kunne genkende min egen vej, selvom den ikke lignede noget jeg kendte i forvejen. Jeg kunne se at bestemte mennesker lyste op og viste ruten. Jeg skrev dagbog om alt det jeg lærte gennem samtaler med dem, med arbejdet med tegninger, bøger og koncerter.

Da jeg var mest i tvivl, skete det fantastiske at jeg traf Ib Spang Olsen, der som den første kunne se, hvad det var jeg ville og hvem jeg var, havde ord at sætte på det at illustrere, viste mig rundt i København og introducerede mig til en verden af tegnere og trykkere og forlag, - som havde været der hele tiden! Han blev min ven og mentor, tilgav mig for min trang til at gøre mange forskellige ting og bevæge mig i mange medier. Jeg flyttede til København, gik i praktik som bladtegner på Information hos Per Marquard Otzen, gjorde min uddannelse færdig og ti år efter studerede jeg stadig intenst på egen hånd for at lære alt det jeg gerne ville. Det var en åbenbaring at komme på Forfatterskolen for Børnelitteratur, hvor professor Torben Weinreich stillede sig op og sagde "Man siger man ikke kan undervise i kunsten at skrive. Men nu gør vi det lige alligevel" og straks gav os en bredside af teori.

 

Jeg har virkelig kæmpet for at nå hen til mit fag. Vejen har været ensom og uden sikkerhedsnet og det har givet mig smag for eksperimentet. Først nu føler jeg mig færdiguddannet, stadig med masser at lære - og heldigvis omgivet af vidunderlige kolleger, der vil lege med. Det er en livslang læring at arbejde med kreativitet og det kræver selvfølgelig intuition og sanselighed men også den største selvdisciplin og fokus. Når jeg bliver presset, står jeg stadig tidligere op og skruer op for passionen, fremfor jeg-kan-jeg-vil-følelsen. Man kan det man vil, hvis man gør det man elsker, holder faget varmt, og leger med de muligheder der er.

 

Mine foredrag og workshops handler om kærligheden til bøger, håndværket og den kreative proces. Om at være nærværende med materialet, udfordre vanen, og arbejde med vågne sanser.